AugustPosted by Caroline Wed, September 02, 2009 05:16:223 uger
er der gået, siden jeg satte mine fødder på dansk grund, og jeg har vænnet mig til tanken om at være hjemme igen. Turen hjem var hård, fordi jeg ikke kunne sove mellem Thailand og Østrig: mine ben summede, og der var en utroligt snaksaglig dansk mand ved siden af mig. Det var nu ikke fordi han ligefrem opfordrede tid dialog 'Jamen, hvis du oprindeligt er fra Vietnam, så har dine forældre nok en grillbar i Århus' .. Jo jo.. Danmark er så dejligt fordomsfrit. Nej, ikke mere galde fra mig..
Det har været tre koncentrerede uger. De første to gik naturligvis med at pleje alle mine bekendtskaber, og der blev både plads til en tur i Djurs sommerland og en stor familiefest. Min mormor var bange for, at jeg ikke havde spist i Australien og diskede op med den ene livret efter den anden. PUHA. Men det var selvfølgelig dejligt at se hele familien igen og alle mine dejlige veninder, som tog imod mig på banegården - det var noget af en overraskelse.

Dagen efter jeg kom hjem blev jeg slæbt i Djurs Sommerland af barndomsveninderne Annette og Tuyet - de havde en teori om, at jet-lag kunne behandles med et par ture i piraten.
Tilbage til virkeligheden
De første par dage hjemme, brugte jeg på at vænne mig til tidsforskellen og pakke ud. Sidstnævnte var et større projekt, end jeg lige havde regnet med. For udover min kæmpe kuffert, var mine kasser fra Australien også kommet hjem, og det skulle jo også lige på plads. Pyha. Da alt det var ordnet slog det mig pludseligt en dag, at nu var jeg altså hjemme i Danmark igen - eller hjemme i virkeligheden igen, så at sige. Selvfølgelig savner jeg eventyret, sproget og de små glæder i dagligdagen (f. eks. min daglige sushi-rulle). Men på den anden side har det også været en stor lettelse at vende tilbage til det kendte og til de gamle vaner.
Og hvem bliver ikke glad for sådan et syn :)

Hvad lavede jeg så i sidste uge?
Jo.. Da jeg var i Australien fik jeg en dag en mail, hvori der stod, om jeg havde lyst til at være tutor for de nye udvekslingsstuderende på ASB, og det ville jeg selvfølgelig gerne. Jeg har gjort det lidt for min egen skyld - for ligesom at holde liv i 'det internationale' og så har jeg også gjort det for at give lidt tilbage.. eller for at være med til at give de nye internationale studerende en god oplevelse. Det har været en fantastisk uge - jeg har mødt mange spændende mennesker fra alle mulige steder i verden, og det var sjovt at have 'værts-rollen' for en gangs skyld.

Der er én studerende fra Adelaide i år, og jeg har da også fået diskuteret barer og fodboldhold med ham, så det er har været meget hyggeligt. Ellers er de nye udvekslingsstuderende fra heeele verden af.
Nåh ja - så måtte jeg også lige vænne mig til det danske vejr. Det resulterede i min nyeste opfindelse:
Bring on the rain!!
Sidste år
Man kan sige, at virkeligheden VIRKELIGT slog hårdt i dag. 1. september - et nyt semester, et nyt skoleår - og ja, det sidste år af min bachelor. Jeg følre mig rustet til den engelske del af min uddannelse, fordi jeg har fået udvidet mit ordforråd, og fordi jeg var tvunget til at gøre alt på engelsk et helt semester. Desuden har 'the Australian way' lært mig at værdsætte den danske læringsstil, og jeg har også fundet ud af, hvordan tingene fungerer optimalt for mig.
Farvel og tusind tak...
Ja, jeg skulle jo til det før eller siden. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at mine 6 måneder udenlands har hærdet mig, givet mig uvurderlige minder for livet og pillet lidt ved min verdensopfattelse. Jeg føler ikke, at jeg har ændret mig, men jeg har derimod fået udvidet mine horisonter og lært mig selv bedre at kende. Jeg ville ønske jeg kunne opleve det hele een gang til - ja, selv min operation, for det hele har været en lang rejse jeg ikke ville være foruden. Til alle der sidder og tøver - GØR DET! Spring ud i det - du vil ikke fortryde det. Det har været så fantastisk, jeg kan ikke rigtig finde andre ord, der dækker.
Jeg har heldigvis denne blog og tusindvis af billeder jeg kan se tilbage på og genoplive de gode tider :)
Sidst men ikke mindst - tusind tak til dig :) Tak fordi du fulgte med i min blog - det betyder meget for mig, at folk orker at læse om mine små glæder i dagligdagen i et andet land.
Det er selvfølgelig trist, at jeg nu skal afslutte min blog, og måske er det derfor, jeg har udskudt det i så mange uger. Men nu er tiden kommet.. Nu skal jeg tilbage til virkeligheden.
Endnu en gang, tak fordi du/I fulgte med - det kan jo være vi blogges ved en anden gang.
Her er et af mine favorit-øjeblikke: solnedgang ved Great Ocean Road

Kh. Caroline
JuliPosted by Caroline Mon, July 20, 2009 19:44:22Lørdag morgen, australsk tid, landede jeg i Australiens største og mest kendte by, Sydney. Efter at have savlet uforskammet i halvanden time i flyet, fik jeg fast grund under fødderne igen og blev mødt af et fabelagtigt vejr, som har vare ved lige siden. Skyfri blå himmel, forårsagtige temperaturer og ikke en vind. Jeg bor på Travelodge, som er et stenkast fra Hydepark, 10 minutters gang fra Darling Harbour OG 10 minutter fra Chinatown.

udsigt fra hotelværelse
Hele lørdagen gik med at nyde vejret: jeg spiste min frokost (SUSHI!!) i Hyde Park, badet i solskin og på vagt overfor de duer og måger, som omringede mig og glubsk ventede på, at jeg skulle levne noget mad. Derefter var det tid til det obligatoriske jeg-er-turist-sightseeing ved Operahuset. Det er virkelig en smuk bygning, og det er ikke så mærkeligt, at det er blevet Sydneys varemærke nr. 1. Solen går tidligt ned fordi det er vinter, så jeg fik nogle helt fantastiske (synes jeg da selv ;) billeder af Harbour Bridge ved solnedgang. Vurder selv:

I går tog vi til Blue Mountains – en nationalpark med masser af regnskov, bjerge, klippeformationer, og vandfald. Der hænger en blå ’tåge’ over parken, så det er vel derfra den har fået sit navn. Vi startede i Wentworth Falls, hvor første punkt på programmet var en times bjergvandring. Jeg havde selvfølgelig småsovet i bussen, men skal love for, at jeg blev lysvågen af den friske, kolde bjergluft, og en bjergvandring der fik mig til at gispe efter luft. Men udsigten var alle pengene og sveddråberne værd, og det blev ikke dårligere af den skyfri blå himmel.

Jeg tror det var det guiden sagde J I Katoomba kørte vi med Scenic Railway – et tog der er kabeltrukket – ned i regnskoven. Det var virkelig stejlt og vi kørte ind gennem en tunnel, hvilket fik alle unger om bord til at skrige. Nede i regnskoven var der koldt! Hvilket egentligt overraskede mig, for jeg har altid troet, at regnskove var varme. Men det giver vel mening, eftersom solens stråler ikke når ned i skovbunden. Så lærte jeg alligevel noget i natur/teknik i 4. Klasse. Da vi så skulle op fra regnskoven og tilbage til civilisationen foregik det i en kabeltrukket kasse..ting. Cable car. Vi kørte til endnu et par lookouts med smukke udsigter, og så gik turen tilbage til Sydney. Her er ikke så meget at fortælle, for jeg har en hang til at falde i søvn i busser, tog, biler og fly.
Tilbage i Sydney tog vi i Chinatown og spiste billig (og lækker) aftensmad – RIS, det er det eneste rigtige. Chinatown i Sydney er den sejeste Chinatown jeg har set indtil videre. De har nemlig en dvd-butik!!! Og jeg skal have så mange japanske tegnefilm med hjem.
Her til morgen er vejret endnu en gang fantastisk og jeg har ikke set så meget blå himmel i en måned hernede, det er helt fantastisk. Det er lige før jeg bliver gak i låget. Rettelse: mere gak i låget. I dag skal vi med færgen til Manley, en tur til den famøse Bondi beach og til Paddy’s market for at spise en masse fisk! Jeg tror desværre ikke, at jeg når at skrive mere lige nu, men fortvivl ej – næste indlæg kommer inden så længe, og næste gang er det fra Malaysia.
Kh. Caroline
JuliPosted by Caroline Fri, July 17, 2009 22:39:43Pyha.. Det var rigtig mærkeligt i dag - at tage toget for sidste gang, at se vennerne for sidste gang, at gå en sidste gang ned ad Rundle Mall, at drikke min sidste chai latte på Cocolat.
Det er næsten skræmmende, at tiden er gået så hurtigt. Det er som om min afrejse er kommet snigende, og bang lige pludseligt skal jeg afsted imorgen. Dermed er det så slut her fra Adelaide, en dejlig charmerende by, som jeg har fået et helt specielt forhold til (eller nærmere klinikken på Wakefield Street). Jeg ved ikke om der er så meget at tage op til eftertanke - men jeg har helt sikkert lært en masse hernede, både hvad angår uni og på det personlige plan. Så hvis nogle tøver med at tage på udveksling, så synes jeg I skal smide alle bekymringerne og bare tage afsted. Min største udfordring har klart været min korsbåndsoperation, og den efterfølgende periode med genoptræning. Jeg er glad for, at jeg fik det ordnet hernede, men jeg har så sandelig også lært at værdsætte det danske sundhedssystem.
Det bedste har været at møde mennesker fra alle mulige steder i verden (dog var de fleste fra Asien), og at komme lidt nærmere den australske kultur. Nitten er naturligvis, at jeg skulle sige farvel til alle dem, jeg lærte at kende hernede. Og selvom man siger 'vi ses måske en gang' - så er der en lille stemme i baghovedet, som godt ved, at det sandsynligvis ikke sker.
I aften sagde jeg farvel til Santi & Annie (pigerne jeg boede sammen med), samt Terence og Serene, som jeg tilfældigt mødte på biblioteket og kom i snak med. Vi var ude og spise på Wah Hing, og maden var så lækker. Men farvel nåede vi jo til før eller senere - og det var da trist.
Ja - beklager ufo'en på billedet. Fra venstre: Annie, Santi, mig, Serene

Og så på banegården med Serene og Terence.
Ting jeg kommer til at savne vol #3
COCOLAT! Cocolat er en dejlig café på Rundle Street, som laver verdens bedste chai latte. Jeg overvejede endda at få et chai latte drop - så godt smager det. Jeg har dog været der så ofte i løbet af de sidste 14 dage, at jeg er på fornavn med servitricerne og ikke behøver at bestille ved baren, som andre normale dødelige. I dag måtte jeg også give mit telefonnummer til ham, der har lavet min chai latte de sidste 14 dage. Det kan være han synes jeg er sød efter alt det SUKKER jeg har drukket på det sidste - HAHA.

Gelatissimo aka. verdens bedste is
Ej.. Det er ikke til at styre mundvandet når man går ind i Gelatissimo. Der er alle mulige slags is og alt smager fantastisk. Dog er det blevet til meget få besøg her - og det var helt bevidst. Ellers kunne jeg jo blive nødt til at betale overvægt op flyet hjem. Men kig og vurder selv :D

Og der må godt savles!!
Ferrero Rocher'en var fabelagtig - den var mættet med ferrero rocher! Og ja, det er hjemmelavet snickers is I kan se. Den i øverste venstre hjørne var en hasselnøddeis med knas, og det var min vinder. Mm.

Og sorbet'erne!!! Der var Red Bull is og grøn te is - en skam jeg aldrig nåede dertil.
Det var alt for nu. Farvel Adelaide, tak for alle de dejlige minder. Vi ses jo nok en gang.
Imorgen går turen til Sydney og jeg skal umenneskeligt tidligt op.
Go' weekend.
Kh. Caroline
JuliPosted by Caroline Fri, July 17, 2009 00:34:14... Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Imorgen er min sidste dag i Adelaide, og det betyder, at jeg skal vinke farvel til denne dejlige by, og alle dens fristelser. Som I nok har lagt mærke til, har mange af mine indlæg handlet om mad, og det skyldes til dels, at jeg er madglad, men ligeså meget på grund af udvalget og prisen hernede. Det er billigt, udvalget er enormt og.. det er billigt.
Billig kaffe
I eksamensperioden var kaffe min bedste ven, og næsten hver dag blev der hentet en kæmpe latte fra Cibo. Jeg kommer til at savne Cibo for deres kvalitetskaffe og studievenlige priser ;)

Sushi
Derudover har jeg også fået plejet min smag for sushi hernede. Jeg fortalte tidligere i min sushi battle, at en rulle koster ca. 10-11 kr. Mit mål er at spise så meget de næste tre dage i Sydney, at jeg bliver dødtræt af det, når jeg kommer hjem igen (jeg tvivler dog på det). Desværre nåede jeg ikke flere sushi-battler på bloggen, men jeg har været vidt omkring Adelaide's sushi udvalg, og vinderen er stadigvæk Genki Roll. Bye bye Genki Roll, I love you long time.

Mere billig mad
Selv om jeg har forsømt det på det sidste, så skal Central Market ikke glemmes! De første par måneder besøgte jeg flittigt Central Market hver onsdag for at gøre alle mine frugt & grønt indkøb sammen med alle pensionisterne.

Og så er der jo mit lokale paradis, min livline og stedet, hvor jeg føler mig hjemme! Chinatown! Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan jeg ville have overlevet uden maden i Chinatown. Det er selvfølgelig ikke mors mad - men når man ikke kan få det bedste, må man nøjes med det næstbedste.

'Vinter'-vejret
Jah.. Jeg har kunnet mærke vinteren pga. den elendige isolering i husene, men ellers er vinteren hernede meget mild. Havde jeg haft mit regntøj med, havde det ikke været et problem. I år ændrede havde Adelaide den største mængde regnfald i 40 år, og det er jo typisk, når jeg er her. Vinteren her er meget mild, og de dage hvor solen skinner, kan man sagtens sidde udenfor med en lille tyk bluse på. Derfor har jeg ikke kunnet lade være med at grine af de kyllinger, der render rundt med kæmpe jakker, vanter, huer og tørklæder på hernede. I sku' prøve at komme til Danmark ;) Nåh, men her er et billede af 'vinteren'

Med det sagt vil jeg nu hoppe i seng i mine lange underbukser og min rullekrave.
Kh. Caroline